Twitter

MMA Nyheder fra Danmark

Så er det officielt!

Torsdag, 15. marts 2012 17:29 Jesper S. Baek


Eksklusivt interview med Tue Trnka om Parlo & Bellator

Der har i et par dage svirret en masse rygter om, at det var officielt, at Mikkel Parlo skal til Bellator.
Det har dog ikke været bekræftet af Mikkel selv eller hans team før nu.
Fightfan.dk har her til eftermiddag, fået den første officielle bekræftelse fra Mikkels manager Tue Trnka.
Bellator-logo-white
Vi bringer her et eksklusivt interview, hvor Tue Trnka for første gang udtaler sig officielt om kontrakten.

Fightfan.dk:Kan du officielt bekræfte, at Mikkel har skrevet kontrakt med Bellator?
Tue: Ja, jeg har nu endelig fået grønt lys fra Bellator til at snakke åbent om det. Jeg kan derfor med stor stolthed bekræfte, at Mikkel Parlo nu er under kontrakt med Bellator!

Fightfan.dk: Er vi de første som i officielt melder dette ud til?
Tue: Ja, dette er den første officielle udmelding.

Fightfan.dk: Hvornår kom aftalen i stand?
Tue: Jeg forhandlede kontrakten på plads i midten af december, og den ankom til underskrift selveste lillejuleaften. Dette er nok den fedeste julegave, jeg nogensinde har givet nogen.

IMG 2072Der var MEGET at fejre i lørdags

Fightfan.dk: Hvorfor vælger I først at melde det ud nu?
Tue: Vi har ikke fået lov til at melde noget ud før nu. Bellator har forlangt at Mikkel ikke bare skulle vinde over Marcin Tondryk, men levere en overbevisende indsats, der helst skulle lede til en hurtig knockout eller submission.

Den præstation leverede Mikkel virkelig!

Mikkel er kendt for sin fysiske styrke, men hans mentale styrke kom virkelig frem i lørdags. Aldrig før har han været under et så stort pres, og alligevel leverede han på alle måder. Han satte ikke en fod forkert, og han virkede næsten besat i sin approach til kampen. Uslåelig er et stort ord, men der skulle virkelig noget helt specielt til, for at stoppe Mikkel for at opnå den kontrakt. Der stod reelt set kun en eneste fighter mellem Mikkel og hans store drøm.

Glæden var derfor også enorm, som man kunne se på teamets glædesudbrud direkte efter kampen. Egentlig, så føltes det mere som en lettelse end glæde.

Skønt var det uanset, og det er utvivlsomt et af de helt store øjeblikke i mit liv, hvis man ser væk fra fødslen af mine børn osv. Endelig kunne vi slippe den glæde løs, som vi har ventet på, siden Mikkel skrev under på kontrakten.

Fightfan.dk: Hvornår skal Mikkel derover? - og kan du fortælle lidt om det?
Tue: Det kommer lidt an på, hvad der sker. Der sker mange ting lige nu, og der er ingen konkret dato for Mikkels Bellator debut. Han kommer til at tage et ophold derovre for at tjekke de mulige gyms ud, så han har et andet ”hjem” derovre.

Fightfan.dk: Hvor meget dækker kontrakten over?
Tue: Det er en eksklusiv kontrakt, og mere kan jeg ikke sige.

Fightfan.dk: Ved I noget om hvornår Mikkel skal i kamp første gang?
Tue: Nej, ikke endnu. Jeg lover at vende tilbage, med det samme jeg ved noget.

IMG 2039
Mikkel Parlo - et split-sekund fra sejren

Fightfan.dk: Hvordan er aftalen kommet på plads? - og hvad gjorde udslaget?
Tue: Jamen, aftalen er et produkt af hårdt arbejde. Jeg har pitchet ham og mine andre fightere til flere store organisationer i længere tid. Interessen steg i takt med de positive resultater. Jeg har været i dialog med flere organisationer, men det gik pludselig rigtig stærkt efter Cage Fight Live 2 i november. Sejren over Herb satte en fed streg under Mikkels kvaliteter, selvom Herbs negative indsats gjorde det til en kedelig kamp. Det er klart at 12-sekunders knockouten af Dan Edwards fik folk til at løfte øjenbrynene, og Herb-kampen bekræftede niveauet.

Som sagt, så forhandlede jeg den på plads i dagene op til juleaften, og helt præcist ankom den lillejuleaften.

Fightfan.dk: Hvad betyder den her kontrakt for dig som coach, ven og manager for Mikkel?
Tue: Som manager er dette vel mit svendestykke. Som du selv skrev om mig, så er jeg ikke så glad for Janteloven. Han er den første dansker, som har fået en kontrakt med en af de store organisationer, selvom han har beholdt sin base i Danmark. Det er klart, at jeg er stolt over at kunne bevise, at det kan lade sig gøre.

Jeg tør tro på mine kæmperes evner. Jeg er overbevist om, at Mikkel har potentialet til at gå hele vejen. Derfor gik jeg også efter en af de helt store organisationer, da jeg mener, at han til trods for sin unge alder er klar til de bedste.

Når det er sagt, så er jeg ret sikker på, at andre snart følger trup.

Som coach er jeg jo en del af et større team, og vi elsker de store udfordringer. Nu får vi de store udfordringer, og dem ønsker vi velkommen! Nu skal vi bruge endnu mere tid og energi på træning og strategier, og det bliver alt for fedt. Mikkels Bellator-kontrakt betyder reelt, at vi får muligheden for både at vise og bevise på den store scene, at vi sagtens kan hænge med de store drenge her i lille Danmark. Det synes jeg dog allerede Kenneth Rosfort-Nees har vist igen og igen.

Som ven er det jo bare en enorm glæde at kunne hjælpe Mikkel med at udleve sin drøm. Jeg kender ingen andre, som i så mange år i træk, i så ung en alder, har ofret så utrolig meget. Han fortjener det virkelig, da ingen arbejder hårdere end ham.

Han har turde tro og turde gå efter sin drøm fuldt ud siden han var en stor dreng. Hvor mange tør det?

Det er mig en ære at hjælpe Mikkel og de andre drenge med at opnå deres mål.

Alle i det danske MMA-miljø kan være stolte af det. Mikkel er jo et produkt af det danske MMA-miljø. Promotorerne skal også have tak! Carl Otto Knudsen byggede ham op gennem Fightergalla og Rasmus Bendtsen gav ham international eksponering via Cage Fight Live. Og her til sidst gav Adam Kessel, fra Royal Arena, Mikkel lov til at "gå" fra kontrakten.

Fightfan.dk: Kommer du til at følge Mikkel til USA, eller giver du slip på ham?
Tue: Det er endnu ikke fastlagt, hvordan det kommer til at hænge sammen i fremtiden. Mange ting er ikke blevet vedtaget endnu. Jeg tror, at det ender med en løsning ala den som mange andre europæere benytter, hvor Mikkel vil lægge hovedparten af træningen herhjemme, og så tage turen over ”sundet” en måneds tid før kampen. På den måde kan han blive akklimatiseret og samtidig få den nødvendige sparring, hvis vi ikke kan levere det herhjemme.

Igen, jeg tør tro på at vi kan, og det mener jeg også vi efterhånden har bevist igen og igen. Så lad os nu se. Vores team står foran en del forandringer, og da der samtidig hele tiden kommer nye kompetente fightere til vores team samt vi samarbejder med alle de andre bedste fightere i landet, ja, så er vi ret godt kørende.

Det hele er selvfølgelig op til Mikkel selv. Han bestemmer, og vi andre er her for at hjælpe ham bedst muligt.

mikkel parlo big

Tillykke Mikkel!


Det her er kæmpestort for dansk MMA.
Vi glæder os til at følge Mikkel i jagten på den ultimative drøm.
 
 

Royal Arena: Interview med Tue Trnka

Onsdag, 14. marts 2012 11:45 Bo Foght
Foto: Mikkel Schiødt & Jesper S. Baek COLORiZE.dk

Efter Royal Arena fik vi os en snak med Tue Trnka, der fungerede som henholdsvis matchmaker, manager og coach denne aften.

Vi var selvfølgelig interesserede i at høre hans tanker om kampene, der involverede Kenneth Rosfort-Nees, Nicolas Dalby og Mikkel Parlo, hvor han stod i ringhjørnet.
Det blev til to ud af tre sejre i disse kampe, da Kenneth tabte, mens Nicolas og Mikkel drog sejrrigt fra Brøndby Hallen.

IMG 4047
Tue var en glad mand efter Royal Arena

Fightfan.dk: Nu er det slut. To ud af tre sejre?

Tue: Jo for mig er det faktisk tre ud af fire med Joachim (Christensen der vandt i undercardet, red.), som også er en af mine drenge, der er i stald hos mig. Så det er perfekt - en fantastisk aften.

Det var vel aftenen hvor MMA blev en kommerciel succes i Danmark. For mig var det en fest aften. Det var fantastisk.


Fightfan.dk: Hvad siger du til Rosfort kampen? Han kæmper og kæmper men taber på point.
Tue: Kenneths største problem var, at han blev ramt hårdt til træning under den sidste sparring. Han flækkede næsen. Så den skade vi så i kampen, opstod faktisk allerede til træning. Jeg ved ikke om hans næse er helt brækket, men der var store hævelser i den.

Så hans største problem var, at han ikke kunne trække vejret.

IMG 1447
Kenneth Rosfort-Nees gav alt i alle 3 runder

Tue fortsætter: Sådan er Kenneth. Han kunne have sagt nej til at kæmpe, men han vælger at tage kampen alligevel, selvom han måske kunne have ladet være.
Hatten af for Ivica Truscek. Han er top europæisk klasse. Det viste han igen og det var en super flot kamp.
Kenneth har ham rystet et par gange, men han var for træt simpelthen. Der var ikke noget at gøre.

Fightfan.dk: Joachim er gulvspecialist. Vi går ud fra det var taktikken, at få modstanderen ned på gulvet fra hurtigt?
Tue: Jeg har faktisk ikke engang set kapmen (griner). Da Joachim kæmpede, var jeg ved at gøre de andre klar. Men som Joachim fortalte mig det, så ramte han ham godt og chokede ham ud på gulvet.

IMG 1209
Joachim pressede sin modstander til det yderste

Tue fortsætter: Joachim er vanvittig god til at lægge pres på folk. Hvis man giver ham en milimeter, så tager han 30 cm. Giv ham en lillebitte smule, og så er han over dig.
Polakken er en virkelig dygtig bryder, som bare bliver lukket ude, og det var en del af planen fra start.


Fightfan.dk: Nicolas Dalby er ude i tre rigtig hårde runder igen. Det var han også til Cage Fight Live (2). Hvad har du at sige til den kamp?
Tue: Det er sådan vi matcher ham. Jeg tror på Nicolas' potentiale, til at gå hele vejen. Jeg synes han viser det igen i aften. Hatten af for spanieren som leverer en fabelagtig kamp.

For mig er niveauet på højde med UFC. Nej, de er måske ikke klar til at snakke med de allerbedste i vægtklassen endnu, men tager du de ti bedste væk, så tror jeg de to drenge kan hænge med alle de andre.

Det viser de begge to, og det er derfor jeg hiver Acoidan Duque herop. Da Guldbæk bliver skadet siger Nicholas, at han gerne vil møde en der er pissegod, og så får jeg hevet Acoidan Duque herop. Han var 9-0 og har vundet over rigtig gode modstandere, og har pløjet igennem dem alle sammen.

IMG 1674
Nicolas Dalby og Acoidan Duque viste høj klasse i deres kamp

Tue fortæller videre: Nicholas får straffet ham hårdt og får rystet ham. Det er det der er forskellen som jeg ser det. Nicolas får rystet Duque og får lukket ned for hans grappling.
For mig at se var det aldrig helt farligt, bortset fra en guillotine som sad i slutningen af anden omgang. Men Nicolas ventede bare på at tiden gik.

Jeg blev nødt til at sige til ham før tredje omgang, at han skulle gå efter knockout for at egge ham op, og få ham til at give alt han havde, for jeg vidste han havde brug for tredje omgang.

Fightfan.dk: Vi slutter aftenen af med Mikkel Parlo, der brager fuldstændig igennem og vinder på kort tid. Hvad siger du til den kamp?
Tue: Mikkel er et monster. Han er 21 år. Hvad er det amerikanerne siger? "The sky is the limit". Mikkel har fremtiden foran sig.

Han har haft kæmpe problemer med sin højre hånd. Mikkel ødelagde sin højre hånd i sin professionelle debut. Den har periodevis voldt ham problemer. Han ødelagde den igen voldsomt til træning for 1½ uge siden, og kunne næsten ikke bruge den. Bare han rørte den gjorde det ondt.

IMG 2001
Mikkel Parlo på vej til buret

Tue fortsætter: Alligevel går han ind i dag og giver den fuld smadder, for sådan er hans mentalitet. Han har en utrolig fightervilje. Han kæmper så hårdt for at nå de resultater han har opnået. Han har opgivet så mange ting i så mange år.


Mens alle andre teenagere er gået til fester og på druk, så har Mikkel hele tiden være fokuseret på træning. Det er klart at det har været nogle hårde og frustrerende år for ham som sen teenager, men nu kommer belønningen, for han står foran at blive superstjerne.

Og det bliver han! Han bliver stor i Danmark, men også i andre steder i verden. Han har potentialet og jeg har set ham sparre med verdensklasse folk, hvor han ikke har problemer.

Fightfan.dk: Tak fordi du ville snakke med os
Tue: Det var så lidt


IMG 2072Tue Trnka jubler sammen med Mikkel Parlo og Nikolai Koubti

Tue er glad for at snakke og har altid noget spændende at fortælle, så vi går altid fra vores samtaler med fornyet viden om dansk MMA.

Tue brænder i den grad for sporten. Han ligger janteloven på hylden, og har troen på talenterne i vores lille land.
Som han selv sagde:"The sky is the limit".
 
 

Royal Arena: Det sagde de (2/2)

Tirsdag, 13. marts 2012 20:34 Bo Foght
Fotograf: Mikkel Schiødt COLORiZE.dk

I en pause i undercard'et til Royal Arena i lørdags, fik vi talt med den engelske kampleder, Marc Goddard. Han havde tidligere på dagen holdt et seminar for de svenske kampledere, og var derfor til stede som tilskuer under Royal Arena.

IMG 4029
Marc Goddard

Fightfan.dk: Hvad synes du om niveauet i de kampe vi har set indtil videre, Marc?
Marc: Jeg synes at niveauet er højt. Jeg har set en del europæere i Storbritanien. Jeg har været verden rundt og set en masse fightere, men det europæiske niveau har altid imponeret mig og været rigtig højt.

Fightfan.dk: Har der været noget indtil videre i showet, som har imponeret dig?
Marc: Ja, helt sikkert. Hvis det her er undercard'et, så kan jeg ikke vente til at se main card'et. Niveauet på undercard'et har været rigtig, rigtig højt, så fighterne på main card'et være rigtig gode. Men som sagt, er jeg vant til at niveauet i Europa er rigtig højt. Det er dejligt at se.

Der er også en fantastisk atmosfære og et godt publikum. Stærkt!

Fightfan.dk: Skal du se mere til Danmark bagefter?
Marc: Jeg ved ikke hvad der skal ske efter showet. Men det er dejligt ar være her. Jeg har en fri-aften og jeg nyder det bare. Og som sagt, så glæder jeg mig til main card'et, for undercard'et har været af rigtig højt niveau.

Fightfan.dk: Tak skal du have.
Marc: No problem, man.


Vi var også imponeret af niveauet til Royal Arena, men det var fedt at høre, at en prominent herre som har set lidt af hvert, også syntes godt om showet. Det så i hvert fald ud til, at han nød det i fulde drag.

Senere stødte vi på en flok sjove fyre, i form af de tre stand-up komikere Karsten Green, Tobias Dybvad og Asmus Brandt. Vi fik en snak med Karsten og Tobias.

IMG 4043
Karsten Green og Tobias Dybvad

Fightfan.dk: Hvad synes i om det i har set indtil videre?

Tobias: Lige da jeg fik invitationen, synes jeg det var spændende at komme ud og opleve noget, som man aldrig nogensinde har oplevet før. Jeg synes det har været rigtig spændende.

Karsten: Stemningen er sindssyg herinde. Det er røvfedt at mærke, at folk brænder så meget for det, og man bliver selv grebet af stemningen, når først kampene er i gang.

Tobias: Men det er en helt anden verden, end vi er vant til må man sige.

Fightfan.dk: I har ikke været til sådan noget her før?
Tobias: Nej jeg har aldrig set det live. Men det er fedt at mærke stemningen.

Karsten: Det er fedt det der primale. Der er noget dyrisk over i det, med at der er to mænd der går op og så slås de bare, indtil der er en der har vundet. Der er så meget testosteron i luften herinde nu. Det forstår jeg fandme godt. Folk er jo bare pumpet på adrenalin, og det er jo underordnet om du er oppe i ringen, eller om du står og kigger på. Folk er helt oppe at køre. Det er fedt.

Fightfan.dk: Er det her den ultimative mandesport?
Tobias: Altså, JEG starter som kæmper i næste uge (griner).

Karsten: Nu står du og spørger to fyre, der drikker Somersby, om det er den ultimative mandesport, hvilket bare er et helt forkert signal at sende. Det er kun fordi det er dåser og dem kan vi smadre i ansigtet på os selv bagefter og krølle sammen.
- Men det er vildt, og jeg glæder mig til at se nogle flere kampe.

Fightfan.dk: Tak for det og god fornøjelse.
Karsten: Det var så lidt.

Det lød i den grad til, at de hyggede sig og havde en forrygende aften, ligesom vi selv og flere tusinde andre Royal Arena gæster havde.
 
   

Royal Arena: Det sagde de (1/2)

Tirsdag, 13. marts 2012 10:05 Jesper S. Baek
Fotograf: Mikkel Schiødt COLORiZE.dk

Undervejs til lørdagens Royal Arena show, spottede vi et par kendte ansigter i blandt publikum.
Det er altid interessant at høre, hvad "helt almindelige kendte mennesker", synes om vores elskede sport, så dem faldt vi selvfølgelig i snak med.

IMG 4052

Vi fandt f.eks. Stig Tøfting (Tidl. professionel fodboldspiller) i forhallen efter stævnet...

Fightfan.dk: Det har været en vild aften med dansk MMA inde i hallen.
Er det første gang du oplever MMA live?

Stig: Ja det er det.

Fightfan.dk: Du er boksefan og har også selv været i ringen, hvad synes du om MMA i forhold til boksning?
Stig: Jeg synes også at det her er fedt. Det ser noget mere alvorligt ud, selvom jeg ikke så de helt vanvittige ting i dag.
Jeg tager hatten af for dem som stiller sig derop i buret. Det er grænseoverskridende.


IMG 4045Stig Tøfting

Fightfan.dk: Er det noget som du kunne tænke dig at komme ind og se igen?
Stig: Ja. Jeg synes der var rigtigt fint styr på det. Det har fået en del omtale, om hvorvidt det var forsvarligt, og politikere har været ude og sige, at det skulle forbydes, og hvad ved jeg.
Jeg synes det blev afviklet under rigtigt gode forhold og med gode dommere. Det var ok.


Fightfan.dk: Tak for din tid Stig.
Stig: Det var så lidt.


Det var ikke 100% mandehørm i Brøndby Hallen, for vi fandt Kira Eggers (Tidl. model, nu skribent m.m.) ved ringside.

IMG 4044Kira Eggers

Fightfan.dk: Har du været til sådan noget her før, og hvad synes du om det?
Kira: Ikke Ultimate Fighting, men jeg har været til almindelige boksekampe. Jeg synes at det var lidt sløjt i starten, men det er ligesom taget til i løbet af aftenen.
Jeg må indrømme at jeg snakkede lidt indtil de sidste kampe. Det er vist typisk en pigeting tror jeg (Kira griner).


Fightfan.dk: Hvem er du herinde sammen med?
Kira: Jeg er herinde sammen med Audrey Castañeda, som er stand-up'er. Det er vist der de fleste kender hende fra. Hun har faktisk været meget indlevende under stævnet, og har siddet og råbt og skreget. Hun har været en ret god kommentator for os andre, for nogle gange kunne jeg ikke helt følge med, men hun ved hvad hun snakker om - det gør hun.
Jeg fik et par wake-up calls indimellem, hvor jeg snakkede for meget, så hun sagde: "Hold nu kæft, vi ser en kamp!" (Kira griner).


Fightfan.dk: Har det været en så god oplevelse, at du kunne tænke dig at prøve det igen?
Kira: Helt sikkert. Mandehørm er fedt. Jeg elsker det, jeg elsker det.

Fightfan.dk: Ja det bliver vel ikke mere maskulint end det her?
Kira: Dét gør det ikke, det må man sige!

Fightfan.dk: Tak fordi at du ville tale lidt med os.
Kira: Det var så lidt.

Der er mere endnu, for vi mødte flere kendte ansigter i lørdags.
Læs deres mening om MMA og Royal Arena i 2. del, som kommer senere i dag.
 
 

Royal Arena: Carlsen & Parlo

Mandag, 12. marts 2012 15:08 Jesper S. Baek
Foto: Mikkel Schiødt & Jesper S. Baek COLORiZE.dk

Royal Arenas
"Grand Finale" var de to semifinaler i deres mellemvægtsturnering.
Begge kampe fik publikum op af sæderne, og hallen eksploderede i jubel 2 gange på ganske kort tid.

Simon Carlsen gav publikum et tordenbrag af en KO, da hans højrehånd sendte Nic K-Osei i gulvet i første runde. Mikkel Parlo slog sin sejr fast, over Marcin Tondryk, med et lever-spark og en efterfølgende byge af slag.

Vi talte med de to vindere efter stævnet...

IMG 4048
Simon Carlsen

Fightfan.dk: Simon, tillykke med sejren - Det var jo helt vildt!...
Simon: Ja. Man kan sige, at det gik efter planen. Jeg havde regnet med, at når jeg ramte ham, så ville det ende sådan med en KO. Man kan håbe på den slags, men når det så også sker, så er det jo bare fantastisk.

IMG 1851En fokuseret Simon Carlsen på vej i buret

Fightfan.dk: Du rammer ham tidligt i kampen, og så er det som om at han låser lidt. Er det også sådan at du oplever det?
Simon: Helt ærligt, så synes jeg at jeg havde vundet kampen allerede inden den var gået igang. Det kunne jeg se på ham. Jeg kunne godt mærke, at jeg ramte ham tidligt og der kom ikke rigtigt noget tilbage. Han lavede nogle sjove ting med hænderne, men ikke rigtigt nogle angreb. Jeg vidste at det var et spørgsmål om tid...

Fightfan.dk: Tillykke med finalepladsen.
Simon: Jo tak.


IMG 4049Mikkel Parlo

Fightfan.dk: Først og fremmest tillykke med sejren. Kan du overhovedet sætte ord på oplevelsen?
Mikkel: Tak. Ja alt gik efter planen. Han gjorde alle de ting som jeg forventede, og alt det som jeg har trænet fokuseret på, fungerede for mig. Det hele spillede bare.

Fightfan.dk: Hvad var taktikken forud for kampen?
Mikkel: Masser af bevægelse. Lade være med at stå og bytte slag med ham, men bare hurtigt ind og ramme, og så ud igen. Jeg skulle også holde mig fra at clinche med ham. Jeg følte lidt, at jeg var stærkere end ham på alle afstande, så der var ikke nogen steder jeg var bange for at gå hen.
Jeg skulle bare tænke mig om, og lade være med at gå ind i clinch og køre styrke mod styrke. Der ligger hans styrke - han er meget stærk og har en Judo baggrund.


IMG 2001Koncentration før kampen

Fightfan.dk: Det er godt nok lidt tidligt, men hvis vi kigger lidt frem, så står Simon Carlsen og venter på dig i finalen. Simon var lige som dig selv, uhyggelig effektiv i sin kamp i dag.
Hvad siger du til at skulle stå overfor ham næste gang?

Mikkel: Jeg er klar på udfordringen. Jeg tror at han er betydeligt bedre end Marcin Tondryk. Han er også den største i turneringen her, han er en stor fyr som cutter meget vægt. Det bliver spændende.

Fightfan.dk: Tak fordi at du ville tale med os.
Mikkel: Selv tak.


Om vi nogensinde får en finalekamp imellem de to krigere, det må tiden vise.

Som vi omtalte allerede d. 10. februar 2012, har Bellator vist stor interesse for Mikkel Parlo og det virker nu mere sikkert end vist, at Mikkel skal en tur til USA til sommer for at deltage i deres mellemvægtsturnering.
Bellator er USA's næststørste MMA-organisation, så der er virkelig noget at glæde sig til - både for Mikkel, men også for os danske MMA-fans.
 
   

Side 11 ud af 43

<< Første < Forrige 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 Næste > Sidste >>

Følg os her

  • Følg os på Facebook
  • Følg os på Twitter
  • FeedBurner: MmaNyhederFraFightfandk

Søg på Fightfan.dk

Eventkalender

25.08.2012
CFL: Challengers 2
31.08.2012
Royal Arena 2
15.09.2012
European MMA 1
29.09.2012
FG 23 (Danish Open)
13.10.2012
European MMA 2
27.10.2012
Clash of Warriors 3
21.12.2012
Royal Arena 3

Seneste indlæg på forum

No posts to display.