Så er det officielt!
Eksklusivt interview med Tue Trnka om Parlo & Bellator
Der har i et par dage svirret en masse rygter om, at det var officielt, at Mikkel Parlo skal til Bellator.Det har dog ikke været bekræftet af Mikkel selv eller hans team før nu.
Fightfan.dk har her til eftermiddag, fået den første officielle bekræftelse fra Mikkels manager Tue Trnka.
Vi bringer her et eksklusivt interview, hvor Tue Trnka for første gang udtaler sig officielt om kontrakten.
Fightfan.dk:Kan du officielt bekræfte, at Mikkel har skrevet kontrakt med Bellator?
Tue: Ja, jeg har nu endelig fået grønt lys fra Bellator til at snakke åbent om det. Jeg kan derfor med stor stolthed bekræfte, at Mikkel Parlo nu er under kontrakt med Bellator!
Fightfan.dk: Er vi de første som i officielt melder dette ud til?
Tue: Ja, dette er den første officielle udmelding.
Fightfan.dk: Hvornår kom aftalen i stand?
Tue: Jeg forhandlede kontrakten på plads i midten af december, og den ankom til underskrift selveste lillejuleaften. Dette er nok den fedeste julegave, jeg nogensinde har givet nogen.
Der var MEGET at fejre i lørdags
Fightfan.dk: Hvorfor vælger I først at melde det ud nu?
Tue: Vi har ikke fået lov til at melde noget ud før nu. Bellator har forlangt at Mikkel ikke bare skulle vinde over Marcin Tondryk, men levere en overbevisende indsats, der helst skulle lede til en hurtig knockout eller submission.
Den præstation leverede Mikkel virkelig!
Mikkel er kendt for sin fysiske styrke, men hans mentale styrke kom virkelig frem i lørdags. Aldrig før har han været under et så stort pres, og alligevel leverede han på alle måder. Han satte ikke en fod forkert, og han virkede næsten besat i sin approach til kampen. Uslåelig er et stort ord, men der skulle virkelig noget helt specielt til, for at stoppe Mikkel for at opnå den kontrakt. Der stod reelt set kun en eneste fighter mellem Mikkel og hans store drøm.
Glæden var derfor også enorm, som man kunne se på teamets glædesudbrud direkte efter kampen. Egentlig, så føltes det mere som en lettelse end glæde.
Skønt var det uanset, og det er utvivlsomt et af de helt store øjeblikke i mit liv, hvis man ser væk fra fødslen af mine børn osv. Endelig kunne vi slippe den glæde løs, som vi har ventet på, siden Mikkel skrev under på kontrakten.
Fightfan.dk: Hvornår skal Mikkel derover? - og kan du fortælle lidt om det?
Tue: Det kommer lidt an på, hvad der sker. Der sker mange ting lige nu, og der er ingen konkret dato for Mikkels Bellator debut. Han kommer til at tage et ophold derovre for at tjekke de mulige gyms ud, så han har et andet ”hjem” derovre.
Fightfan.dk: Hvor meget dækker kontrakten over?
Tue: Det er en eksklusiv kontrakt, og mere kan jeg ikke sige.
Fightfan.dk: Ved I noget om hvornår Mikkel skal i kamp første gang?
Tue: Nej, ikke endnu. Jeg lover at vende tilbage, med det samme jeg ved noget.
Mikkel Parlo - et split-sekund fra sejren
Fightfan.dk: Hvordan er aftalen kommet på plads? - og hvad gjorde udslaget?
Tue: Jamen, aftalen er et produkt af hårdt arbejde. Jeg har pitchet ham og mine andre fightere til flere store organisationer i længere tid. Interessen steg i takt med de positive resultater. Jeg har været i dialog med flere organisationer, men det gik pludselig rigtig stærkt efter Cage Fight Live 2 i november. Sejren over Herb satte en fed streg under Mikkels kvaliteter, selvom Herbs negative indsats gjorde det til en kedelig kamp. Det er klart at 12-sekunders knockouten af Dan Edwards fik folk til at løfte øjenbrynene, og Herb-kampen bekræftede niveauet.
Som sagt, så forhandlede jeg den på plads i dagene op til juleaften, og helt præcist ankom den lillejuleaften.
Fightfan.dk: Hvad betyder den her kontrakt for dig som coach, ven og manager for Mikkel?
Tue: Som manager er dette vel mit svendestykke. Som du selv skrev om mig, så er jeg ikke så glad for Janteloven. Han er den første dansker, som har fået en kontrakt med en af de store organisationer, selvom han har beholdt sin base i Danmark. Det er klart, at jeg er stolt over at kunne bevise, at det kan lade sig gøre.
Jeg tør tro på mine kæmperes evner. Jeg er overbevist om, at Mikkel har potentialet til at gå hele vejen. Derfor gik jeg også efter en af de helt store organisationer, da jeg mener, at han til trods for sin unge alder er klar til de bedste.
Når det er sagt, så er jeg ret sikker på, at andre snart følger trup.
Som coach er jeg jo en del af et større team, og vi elsker de store udfordringer. Nu får vi de store udfordringer, og dem ønsker vi velkommen! Nu skal vi bruge endnu mere tid og energi på træning og strategier, og det bliver alt for fedt. Mikkels Bellator-kontrakt betyder reelt, at vi får muligheden for både at vise og bevise på den store scene, at vi sagtens kan hænge med de store drenge her i lille Danmark. Det synes jeg dog allerede Kenneth Rosfort-Nees har vist igen og igen.
Som ven er det jo bare en enorm glæde at kunne hjælpe Mikkel med at udleve sin drøm. Jeg kender ingen andre, som i så mange år i træk, i så ung en alder, har ofret så utrolig meget. Han fortjener det virkelig, da ingen arbejder hårdere end ham.
Han har turde tro og turde gå efter sin drøm fuldt ud siden han var en stor dreng. Hvor mange tør det?
Det er mig en ære at hjælpe Mikkel og de andre drenge med at opnå deres mål.
Alle i det danske MMA-miljø kan være stolte af det. Mikkel er jo et produkt af det danske MMA-miljø. Promotorerne skal også have tak! Carl Otto Knudsen byggede ham op gennem Fightergalla og Rasmus Bendtsen gav ham international eksponering via Cage Fight Live. Og her til sidst gav Adam Kessel, fra Royal Arena, Mikkel lov til at "gå" fra kontrakten.
Fightfan.dk: Kommer du til at følge Mikkel til USA, eller giver du slip på ham?
Tue: Det er endnu ikke fastlagt, hvordan det kommer til at hænge sammen i fremtiden. Mange ting er ikke blevet vedtaget endnu. Jeg tror, at det ender med en løsning ala den som mange andre europæere benytter, hvor Mikkel vil lægge hovedparten af træningen herhjemme, og så tage turen over ”sundet” en måneds tid før kampen. På den måde kan han blive akklimatiseret og samtidig få den nødvendige sparring, hvis vi ikke kan levere det herhjemme.
Igen, jeg tør tro på at vi kan, og det mener jeg også vi efterhånden har bevist igen og igen. Så lad os nu se. Vores team står foran en del forandringer, og da der samtidig hele tiden kommer nye kompetente fightere til vores team samt vi samarbejder med alle de andre bedste fightere i landet, ja, så er vi ret godt kørende.
Det hele er selvfølgelig op til Mikkel selv. Han bestemmer, og vi andre er her for at hjælpe ham bedst muligt.
Tillykke Mikkel!
Det her er kæmpestort for dansk MMA.
Vi glæder os til at følge Mikkel i jagten på den ultimative drøm.
Søg på Fightfan.dk
Eventkalender
25.08.2012
|
CFL: Challengers 2
|
31.08.2012
|
Royal Arena 2
|
15.09.2012
|
European MMA 1
|
29.09.2012
|
FG 23 (Danish Open)
|
13.10.2012
|
European MMA 2
|
27.10.2012
|
Clash of Warriors 3
|
21.12.2012
|
Royal Arena 3
|
Kommentarer